NY FORMøBLET FøRING IRRITERER BRøNDBY-PROFILER

Det er en kilde til frustration i Brøndby, at superligaklubben to gange i denne uge har formøblet en føring i slutfasen.

I mandags smed holdet en føring hjemme mod Silkeborg, og søndag udlignede AGF til 2-2 i tillægstiden i Aarhus.

De pointtab kan vise sig at blive særdeles kostbare i mesterskabskampen, og Brøndby skal nu have fundet ud af, hvordan holdet får lukket sine kampe.

Det siger forsvarsgeneralen Jacob Rasmussen til Discovery efter pointtabet mod de trætte AGF'ere.

- Vi har været gode til at forsvare vores eget felt hele sæsonen, men nu har vi to kampe i træk givet point væk til sidst, fordi vi har lukket et dumt mål ind. Det er noget, vi må hjem og kigge på.

- Da vi kom foran 2-1, kunne det godt være, at vi kunne have sat dødsstødet ind. Vi overlod for meget af initiativet til AGF i stedet for at spille på vores præmisser. Jeg tror, at alle på banen havde følelsen af, at vi skulle være gået efter det tredje mål, siger Rasmussen og kalder pointtabet for en "lortefølelse".

Også den tidligere landsholdsspiller Daniel Wass er bitter over den formøblede føring. Det var selvforskyldt, påpeger han.

- Det var os, der begyndte at stresse lidt. Jeg synes ikke, vores aktioner til sidst var koncentrerede nok, og vi var ikke opmærksomme nok, siger Wass til Bold om Patrick Mortensens udligning i tillægstiden.

Cheftræner Jesper Sørensen fortæller til Discovery, at han ikke er bekymret for Brøndbys uvane med at sætte point til sent i kampene.

- Det bekymrer mig ikke, men jeg er ærgerlig over, at vi ikke tager sejrene. Jeg ved også godt, at vi har et hold, der skal blive dygtigere endnu i, og det skal vi blive i det daglige.

- Bekymringer kan man have mange af som fodboldtræner, men det er klart, at vi skal være opmærksomme på, hvad der har gjort, at vi er i denne position, siger Jesper Sørensen til Discovery.

På søndag får Brøndby besøg af FC Midtjylland i en topkamp.

/ritzau/

2024-04-14T17:55:59Z dg43tfdfdgfd