AMERIKANER OPNåR STøRSTE TRIUMF EFTER ANNONCERET STOP

Den amerikanske tennisspiller Danielle Collins tegnede sig lørdag aften dansk tid for karrierens største turneringssejr, da hun vandt Masters 1000-turneringen Miami Open.

Det skete med en finalesejr over verdens nummer fire, Elena Rybakina fra Kasakhstan.

Collins, der selv er nummer 53, vandt med cifrene 7-5, 6-3.

30-årige Collins nåede finalen i Australian Open i 2022, men tabte og er kun noteret for to mindre turneringstriumfer i WTA-regi.

Det blev der lavet om på lørdag i Miami - endda på hendes hjemmebane.

Collins annoncerede tidligere på året, efter hun agter at indstille karrieren efter denne sæson, da hun har et ønske om at blive mor.

Ovenpå den udmelding har hun leveret fine resultater, og det kulminerede i finalen mod Rybakina.

Første sæt var meget lige og med meget få åbninger. Rybakina misbrugte fire muligheder til at bryde til 4-3 og forpassede endnu en chance ved 5-5.

Collins afværgede en håndfuld breakbolde i sættet og slog i stedet selv til, da Rybakina havde ryggen mod muren og servede for at tvinge sættet ud i tiebreak.

Amerikaneren spillede sig til tre sætbolde og udnyttede den sidste af dem til at vinde 7-5 i et første sæt, der varede præcis en time.

Collins kom også bedst fra start i andet sæt med et brud til 2.0, men Rybakina svarede direkte tilbage.

Amerikaneren brød igen til 5-3 og kunne så serve sejren hjem.

Hun bragte sig foran med 30-0, men tabte så tre bolde i træk. Hun fik det dog vendt til en matchbold, som Rybakina afværgede med en flot vinder.

Rybakina kæmpede for at holde sig inde i kampen, men på fjerde matchbold i partiet lykkedes det for Collins at sikre sejren med en baghåndsvinder.

/ritzau/

2024-03-30T21:20:44Z dg43tfdfdgfd