SLAGEN FCK-LEJR: VI HAR SAT OS I EN UNøDVENDIG SITUATION

FC Københavns jagt på guld led et knæk, da Brøndby IF mandag tog alle tre point i Parken.

2-1-sejren til Brøndby sender de blågule til tops i ligaen, mens afstanden til FCK blev øget til fem point.

Guldchancerne svinder dog ikke ind for FCK-holdet, fastslår københavnernes midtbanespiller Rasmus Falk efter derbynederlaget, der var den første kamp i Superligaens mesterskabsspil.

- Vi har lagt ufatteligt meget pres på os selv, og vi har sat os selv i en rigtig dårlig og unødvendig situation.

- Nu er der noget, der skal indhentes, og vi skal være tæt på perfekte i de sidste ni kampe af mesterskabsspillet, siger Rasmus Falk.

Brøndbys udligning blev sat ind af angriberen Mathias Kvistgaarden efter et dybdeløb fra den hurtige frontmand. Sejrsmålet faldt i tre minutters tillægstid af backen Sean Klaiber ved bageste stolpe, hvor FCK-forsvaret ikke var ordentligt på plads.

FCK-cheftræner Jacob Neestrup fastslår, at de to mål til udeholdet var unødvendige.

- Da vi var bedst i løbet af kampen, indkasserede vi tog mål på grund af total mangel på opmærksomhed. I en så vigtig kamp er det uacceptabelt.

- Vi skulle have stukket den berømte kniv ind i starten af anden halvleg, hvor vi kom perfekt ud. Men da kampen spidsede til og skulle afgøres, var vi simpelthen ikke dygtige nok, siger Jacob Neestrup.

Aktuelt er der fem point at hente på Brøndby, der ikke har tabt i nu 14 superligakampe i træk. Nederlaget til rivalen ændrer dog ikke den grundlæggende følelse for FCK i jagten på mesterskabet.

- Det er klart, at chancerne for guld statistisk set er blevet mindre.

- Min tro på guld er intakt, men den får et nøk ned, når man har tabt til Brøndby. Nu er der længere vej op, men jeg tror på, at vi kan slå alle hold, siger Neestrup.

Med ni runder tilbage af mesterskabsspillet ligger FCK nummer tre med 45 point, mens Brøndby er i front med 50 point.

/ritzau/

2024-04-01T16:19:57Z dg43tfdfdgfd