MEDVEDEV SIKRER REVANCHEMULIGHED I MIAMI OPEN

Den russiske tennisspiller Daniil Medvedev spillede sig natten til torsdag dansk tid frem til semifinalerne i Masters 1000-turneringen Miami Open, som han vandt sidste år.

Det skete med en sejr på 6-2, 7-6 over tjekken Nicolas Jarry.

Første sæt var hurtigt overstået, men i andet sæt var Jarry med hele vejen.

Tjekken førte med 5-3 i den afsluttende tiebreak, men Medvedev endte med at vinde sættet, der varede en time og ni minutter.

Dermed er de fire højst seedede spillere fortsat med i turneringen.

Semifinalen i den nederste del af lodtrækningen står mellem andenseedede Jannik Sinner og altså Medvedev, der er tredjeseedet.

Det er samtidig en revanchekamp for finalen i dette års Australian Open, som Sinner vandt i fem sæt i slutningen af januar.

Medvedev vandt ellers de to første sæt, før italieneren slog tilbage og vandt de tre næste.

- Jeg vandt jo de to første sæt, hvilket vil være nok i Miami, siger Medvedev med hentydning til, at der spilles bedst af tre sæt i den igangværende turnering.

- Men denne kamp vil helt sikkert blive anderledes. Jeg er sikker på, at han vil tilpasse sig igen, og jeg skal snakke med mit team om, hvad jeg kan gøre bedre. Jeg vil gå ud og gøre livet hårdt for ham, lyder det fra russeren.

Sinner har vist imponerende styrke i 2024, hvor han er noteret for 20 sejre og kun 1 nederlag.

I den øverste del af lodtrækningen skal topseedede Carlos Alcaraz og fjerdeseedede Alexander Zverev først torsdag spille deres respektive kvartfinaler mod henholdsvis Grigor Dimitrov og Fabian Marozsan, der slog Holger Rune ud.

/ritzau/

2024-03-28T07:24:45Z dg43tfdfdgfd