1,5 MILLIONER FORVENTES AT DANSE MED NåR MADONNA GæSTER RIO

Alt er klar på stranden Copacabana i Brasilien forud for popdronningen Madonnas gratis koncert lørdag aften lokal tid.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 65-årige amerikanske superstjerne lægger et besøg forbi stranden som en del af sin "The Celebration Tour" med en optræden, der forventes at tiltrække mere end 1,5 millioner fans. Kulminationen kommer efter uger med forberedelse.

- Jeg er et vrag, jeg har ikke sovet godt. Jeg har lyttet til Madonna hele ugen, siger den 29-årige sociolog Ina Odara.

På sin skulder har hun et Madonna-citat tatoveret. "All that you ever learned, try to forget," står der.

- Madonna hjalp mig til at forlade den katolske kirke, tænke over mange ting og forandre mit forhold til min familie, siger Odara, der er transkvinde.

Hun står ved siden af den enorme scene, der er bygget på stranden. Den er dobbelt så stor, som dem, Madonna hidtil har stået på under turnéen.

Efter 80 optrædener i Europa og Nordamerika bliver koncerten i den brasilianske storby kronen på værket under en turné, der pludselig tog en alvorlig drejning, da Madonna i juni blev ramt af en livstruende bakterieinfektion.

Siden 1984 med udgivelsen af albummet "Like A Virgin", har Madonna udgivet nye album hvert andet eller tredje år. I dag bliver hun betragtet som en af de største popartister i historien.

Hendes koncerter er kendt for at byde på spektakulære sceneshows. Især Madonnas kys med Britney Spears i 2003 under MTV Music Video Awards huskes af fans verden over.

I Rio de Janeiro forventes det, at fire at hendes seks børn vil optræde på scenen med hende.

/ritzau/

2024-05-04T22:25:56Z dg43tfdfdgfd